Det er en bog, der lykkes med at beskrive den dybe og komplekse glæde ved nedsænkning i naturen, skrevet af en forfatter, der beskriver sig selv som at have "hjertet af en naturforsker, lederen af en videnskabelig videnskabsmand og knoglerne fra en person, der allerede er slidt af apati og ødelæggelse udøvet mod den naturlige verden ". Der er foretaget sammenligninger med Greta Thunberg, og Chris Packham er en fan og en åbenlyst berøringssten, men jeg nåede videre tilbage til et reference. Flytningen fra det vestlige land til dets østlige kanter giver anledning til en psykologisk krise for McAnulty. Han finder ændringer vanskelige, og tabet af sine foretrukne lokale naturpletter - især reservatet ved Big Dog Forest - føles som et slags sår. Historien om bogen er, hvordan triumviratet af familie, bøger og især naturen, konspirerer for at hjælpe med at trække McAnulty ud af sin nedgang. McAnulty beskriver sin familie som "tæt på oter", og det portræt, han tegner af kærlige, oplyste, ukonventionelle forældre, der opdrager tre neurodivergerende børn på en diæt med poesi, punk og lunde er dybt bevægende. Dette er også en bog om bøgeres magt til at forme vision, og McAnults påberoper sig regelmæssigt Seamus Heaneys arbejde for at hjælpe ham med at indkalde sin verden. Der er en dejlig passage, hvor han lytter til en mørfugl, og derefter stopper mørfuglen med at synge. Han føler tabet af sangen og finder ud af, at han kun kan genvinde stemmens skønhed i litteraturen: "bøger hjalp med at bygge bro på min solfugledrøm... De mest magtfulde passager i bogen handler dog om McAnults ekstatiske øjeblikke af selvopløsning i Han længes efter familieture til Rathlin Island, hvor der er søfuglkolonier og sæler, selvom hans tid der er skygge af den viden, at han bliver nødt til at vende tilbage til sit forstads hjem. Han beskriver i galopperende, glad prosa en feltrejse for at undersøge goshawks i Skotland. McAnulty er hårdt afstemt efter sine egne stemninger, og på et tidspunkt, hvor vi i stigende grad er opmærksomme på de sundhedsmæssige fordele ved udendørs, slår hans evne til medicinering med naturen en stærk akkord: "mit hoved er temmelig hektisk det meste af tiden, og At se daphnia, biller, damskatere og Dragonfly-nymfer er en medicin for denne overaktive hjerne. Et par timer med at læse dette intime, følsomme, dybt følte memoir havde den samme effekt på mig, løftede min ånd og gav mig et stort håb for fremtiden, ganske enkelt at unge mennesker som Dara McAnulty lever og skriver i verden. • Diary of a Young Naturalist af Dara McAnulty udgives af Little Toller Books (£ 16).
Selvom nutidskunst er gået ud over popkunst fra i går, har de mest indflydelsesrige kunstnere i det sidstnævnte tyvende århundrede taget dristige skridt for at inkludere hundekunst som et centralt tema i deres kunstneriske bestræbelser. David Hockney, William Wegman og George Rodrique, som stadig lever i dag, har ikke vilkårligt sammenføjet hjørnetænder i deres værker, men har sat deres lodne venner på midten - for at opsuge rampelyset og tilbyde kunstverdenen et nyt glimt af menneskets bedste ven. David Hockney (1937), der blev født i Bradford England, tilbragte den bedre halvdel af sit liv i Los Angeles, Californien. Han blev troet på at være en af forløberne for popkunst fra 1960'erne med værker som We two Boys Together Clinging (1961) og A Bigger Splash (1967), og hans arbejde påvirkede tusinder af kunstnere over hele verden. I en alder af elleve vidste Hockney, at han ville være kunstner. Det var klart, at Hockney var ætset af, at kunsten kunne være noget andet, især hvis det var utraditionelt. I hans senere værker ser vi Hockneys to Dachshunds, Stanley og Boodgie, i en række malerier og tegninger. Richard Natale i 1998 om sin nye bog, David Hockneys hundedage. I modsætning til Hockney, der begyndte at fordybe sig i hundekunst senere i sin karriere, har William Wegman været skræmmende og konfronteret parametrene i mainstream art i årevis med sine skildringer af Weimaraners i kunstneriske spillesteder.
Sørg for, at din baggrund er tør, før du går videre til de første farvelag på hunden. Farverne blandes som følger. Bland Paynes grå, dioxazin lilla. Et strejf af cadmiumgult og et strejf af hvidt for at Få malet et portræt en mellemværdi af lilla / grå blanding. Tag lidt mellemværdi og tilføj mere Paynes grå og lilla for at få en mørk værdi; tag lidt mellemværdi og tilføj mere hvidt for at få en lys værdi. Bland en masse af disse tre grundfarver, da du gentager dette trin flere gange, indtil du får den samlede dybde. Bemærk - selvom dette er en sort hund, bruger vi ikke sort på dette tidspunkt. Jeg begynder med at bruge den midterste værdi af lilla med masser af væskeretarder blandet ind; Jeg anvender dette over hele hunden og undgår øjnene. Arbejder hurtigt og vådt i vådt Jeg begynder at tilføje den mørke værdi i hundens skyggeområder ved hjælp af en lille flad børste (se ovenstående foto). Alle mine streger blødgøres derefter med en blandebørste. Arbejder stadig vådt til vådt Jeg begynder at tilføje den lettere værdi til det fremhævedeområder af hunden - igen blødgørende, når jeg går med en blandebørste. Dette trin skal udføres hurtigt ved hjælp af masser af væskeretarder for at muliggøre blød blanding. Lad det tørre helt, før du gentager dette trin. Jeg gentog dette trin tre gange. Påfør midterste tone over hele hunden med MASSE væskeudskiller.
A Ciência & Ensino é uma publicação semestral destinada a professores de ciências do ensino fundamental e médio e seus formadores.
Read This Controversial Article And Discover Out More About Hund Portræt Maleri
por Randall Brinson (2020-06-25)
Det er en bog, der lykkes med at beskrive den dybe og komplekse glæde ved nedsænkning i naturen, skrevet af en forfatter, der beskriver sig selv som at have "hjertet af en naturforsker, lederen af en videnskabelig videnskabsmand og knoglerne fra en person, der allerede er slidt af apati og ødelæggelse udøvet mod den naturlige verden ". Der er foretaget sammenligninger med Greta Thunberg, og Chris Packham er en fan og en åbenlyst berøringssten, men jeg nåede videre tilbage til et reference. Flytningen fra det vestlige land til dets østlige kanter giver anledning til en psykologisk krise for McAnulty. Han finder ændringer vanskelige, og tabet af sine foretrukne lokale naturpletter - især reservatet ved Big Dog Forest - føles som et slags sår. Historien om bogen er, hvordan triumviratet af familie, bøger og især naturen, konspirerer for at hjælpe med at trække McAnulty ud af sin nedgang. McAnulty beskriver sin familie som "tæt på oter", og det portræt, han tegner af kærlige, oplyste, ukonventionelle forældre, der opdrager tre neurodivergerende børn på en diæt med poesi, punk og lunde er dybt bevægende. Dette er også en bog om bøgeres magt til at forme vision, og McAnults påberoper sig regelmæssigt Seamus Heaneys arbejde for at hjælpe ham med at indkalde sin verden. Der er en dejlig passage, hvor han lytter til en mørfugl, og derefter stopper mørfuglen med at synge. Han føler tabet af sangen og finder ud af, at han kun kan genvinde stemmens skønhed i litteraturen: "bøger hjalp med at bygge bro på min solfugledrøm... De mest magtfulde passager i bogen handler dog om McAnults ekstatiske øjeblikke af selvopløsning i Han længes efter familieture til Rathlin Island, hvor der er søfuglkolonier og sæler, selvom hans tid der er skygge af den viden, at han bliver nødt til at vende tilbage til sit forstads hjem. Han beskriver i galopperende, glad prosa en feltrejse for at undersøge goshawks i Skotland. McAnulty er hårdt afstemt efter sine egne stemninger, og på et tidspunkt, hvor vi i stigende grad er opmærksomme på de sundhedsmæssige fordele ved udendørs, slår hans evne til medicinering med naturen en stærk akkord: "mit hoved er temmelig hektisk det meste af tiden, og At se daphnia, biller, damskatere og Dragonfly-nymfer er en medicin for denne overaktive hjerne. Et par timer med at læse dette intime, følsomme, dybt følte memoir havde den samme effekt på mig, løftede min ånd og gav mig et stort håb for fremtiden, ganske enkelt at unge mennesker som Dara McAnulty lever og skriver i verden. • Diary of a Young Naturalist af Dara McAnulty udgives af Little Toller Books (£ 16).Selvom nutidskunst er gået ud over popkunst fra i går, har de mest indflydelsesrige kunstnere i det sidstnævnte tyvende århundrede taget dristige skridt for at inkludere hundekunst som et centralt tema i deres kunstneriske bestræbelser. David Hockney, William Wegman og George Rodrique, som stadig lever i dag, har ikke vilkårligt sammenføjet hjørnetænder i deres værker, men har sat deres lodne venner på midten - for at opsuge rampelyset og tilbyde kunstverdenen et nyt glimt af menneskets bedste ven. David Hockney (1937), der blev født i Bradford England, tilbragte den bedre halvdel af sit liv i Los Angeles, Californien. Han blev troet på at være en af forløberne for popkunst fra 1960'erne med værker som We two Boys Together Clinging (1961) og A Bigger Splash (1967), og hans arbejde påvirkede tusinder af kunstnere over hele verden. I en alder af elleve vidste Hockney, at han ville være kunstner. Det var klart, at Hockney var ætset af, at kunsten kunne være noget andet, især hvis det var utraditionelt. I hans senere værker ser vi Hockneys to Dachshunds, Stanley og Boodgie, i en række malerier og tegninger. Richard Natale i 1998 om sin nye bog, David Hockneys hundedage. I modsætning til Hockney, der begyndte at fordybe sig i hundekunst senere i sin karriere, har William Wegman været skræmmende og konfronteret parametrene i mainstream art i årevis med sine skildringer af Weimaraners i kunstneriske spillesteder.
Sørg for, at din baggrund er tør, før du går videre til de første farvelag på hunden. Farverne blandes som følger. Bland Paynes grå, dioxazin lilla. Et strejf af cadmiumgult og et strejf af hvidt for at Få malet et portræt en mellemværdi af lilla / grå blanding. Tag lidt mellemværdi og tilføj mere Paynes grå og lilla for at få en mørk værdi; tag lidt mellemværdi og tilføj mere hvidt for at få en lys værdi. Bland en masse af disse tre grundfarver, da du gentager dette trin flere gange, indtil du får den samlede dybde. Bemærk - selvom dette er en sort hund, bruger vi ikke sort på dette tidspunkt. Jeg begynder med at bruge den midterste værdi af lilla med masser af væskeretarder blandet ind; Jeg anvender dette over hele hunden og undgår øjnene. Arbejder hurtigt og vådt i vådt Jeg begynder at tilføje den mørke værdi i hundens skyggeområder ved hjælp af en lille flad børste (se ovenstående foto). Alle mine streger blødgøres derefter med en blandebørste. Arbejder stadig vådt til vådt Jeg begynder at tilføje den lettere værdi til det fremhævedeområder af hunden - igen blødgørende, når jeg går med en blandebørste. Dette trin skal udføres hurtigt ved hjælp af masser af væskeretarder for at muliggøre blød blanding. Lad det tørre helt, før du gentager dette trin. Jeg gentog dette trin tre gange. Påfør midterste tone over hele hunden med MASSE væskeudskiller.